Forsiden

T'ai Chi Ch'uan

Kinas helbredende skyggeboksning

Følgende artikel har været bragt i Århus Stifttidende august 1988 og
Danmark-Kina bladet juni 1988.

Af Lars Bo Christensen

TO AF DE TING Kina i særlig grad er berømt for, er dets årtusinde gamle tradition for helbredende øvelser, og sofistikerede kampkunster. T'ai Chi Ch'uan, populært forkortet T'ai Chi, er en sammensmeltning af disse to ting. T'ai Chi har på få år bredt sig fra Kina til det meste af verden, særligt til resten af Østasien, USA og Europa. De fleste, der har rejst i Kina, har set denne "yndefulde slowmotion dans" om morgenen i parker, hvor kineserne øver T'ai Chi inden de skal på arbejde. Men også i Danmark er der mange der har stiftet bekendtskab med T'ai Chi, enten i parker som i Kina eller på et af de utallige kurser der udbydes i næsten alle dele af landet.

SPØRGER MAN hvorfor folk laver T'ai Chi, får man højst forskellige svar. Nogle dyrker det mest for T'ai Chi's helbredende egenskaber, andre kommer for det meditative aspekt, mens andre igen lægger mest vægt på selvforsvar. Langt de fleste dyrker T'ai Chi for at få et bedre helbred, og de langsomme bevægelser, kombineret med dyb koncentration, kan virkelig løse mange problemer. Lige fra kolde hænder, dårlig balance, rygsmerter til alvorlige hjertesygdomme, og bare efter ganske få måneders træning vil ens fysiske og psykiske tilstand være mærkbart forbedret. Men en ting, som de fleste overser, er at T'ai Chi faktisk er et kampkunstsystem. Men det er et såkaldt "blødt" eller "indre" kampsystem, hvor man lærer at udvikle "Ch'i" eller " indre styrke på dansk. Ch'i er et begreb de fleste i Vesten finder overnaturligt og abstrakt, men som i Østen er et almindeligt anerkendt udtryk for indre energi. Når man udvikler sin Ch'i, sætter det en i stand til at neutralisere en modstanders kraft. "Man kan aflede 1000 kg med 100 gr.", som der står i T'ai Chis klassikere, og det er ret bogstaveligt ment. T'ai Chi mestre demonstrerer ind imellem evner som virker næsten overnaturlige. Som f.eks. at sende en modstander 5-6 meter gennem luften, med kun en ganske lille bevægelse. Kan man udvikle bare en lille smule af den enorme indre energi en T'ai Chi mester har, vil det resultere i, at man får et bedre helbred og et roligere sind.

T'AI CHI BETYDER "vendepunkt", og er et centralt begreb i den taoistiske forståelse af universet. T'ai Chi er også det kinesiske navn for det, næsten alle kender som yin-yang tegnet, der er symbol for altings iboende dualitet og forandring. T'ai Chi Ch'uan indeholder altså de samme grundelementer som den taoistiske filosofi, men når man træner T'ai Chi, beskæftiger man sig ikke intellektuelt med disse begreber, de er en del af træningen.

KINAS TRADITION for helbredende øvelser er mere end 2000 år gammel. De forskellige systemer har haft forskellige navne og udtryk op gennem tiden, men har altid, helt op til i dag, bygget på de samme principper. Myten siger at Chang San-Feng, en Taoistpræst i det 12. århundrede, en dag sad og mediterede i sit kloster på Wu-Tang bjerget. Fra sit vindue overværede han en kamp mellem en trane og en slange. Tranen baskede med sine vinger og hakkede efter slangen med sit lange næb, men slangen kunne sno sig og hugge lynhurtigt, og kampen endte uafgjort. Chang San-Feng blev så inspireret af de to dyrs yndefulde og effektive bevægelser, at han begyndte at efterligne dem.
T'ai Chi er, som det ser ud i dag, ca. 300 år gammelt. Den første, man med sikkerhed ved, har lavet T'ai Chi, var Ch'en Wang-T'ing. Han levede i midten af det 16. århundrede, og T'ai Chi er siden blevet ført videre i Ch'en familien helt op til i dag. Det var dog Yang Lu-Ch'an, der lærte T'ai Chi af Chen Ch'ang-Hsing, der gjorde T'ai Chi kendt i større kredse. Han åbnede en skole i Peking og underviste hundredvis af elever. Yang familien blev kendt i hele Kina som meget stærke boksere. Yangs T'ai Chi indeholdt dengang en del hurtige og vanskelige bevægelser. Men hans sønnesøn Yang Ch'eng-Fu udviklede stilen, så alle, uanset alder og fysik, kunne lære den. Yangs stil er i dag den mest udbredte.

KAI-YING TUNG er 3. generations T'ai Chi mester. Han lærte T'ai Chi af sin bedstefar Tung Ying-Chieh, der var elev af Yang Ch'eng-Fu gennem 18 år. Han startede med at lære T'ai Chi, da han var 8 år og begyndte at undervise, da han var 17 år. Han har siden undervist i Hong Kong, Singapore, Thailand, Malysia, USA og mange steder i Europa, og siden 1984 har mester Tung besøgt Danmark 3 gange om året. Efterhånden er langt de fleste udøvere direkte eller indirekte elever af ham.
Mester Tung mener ikke at der er den store forskel på kinesiske og vestlige udøvere. "Der er gode elever begge steder, det er i sidste ende op til eleven selv, om han lærer eller ej. Nøglen ligger i intensiteten. I dag kommer du og betaler for undervisning, og du forventer at tage noget med hjem. Før i tiden kom en elev for at gå i lære. Det blev som et far-søn forhold. Det var en mere afslappet situation, fordi det var et langtidsforhold. Det var ikke over en uge, en måned, eller et år. Langtidsmåden er den bedste måde at lære på".

I DET GAMLE KINA boede eleven hos mesteren, som regel på en gård, og arbejdede og levede der som en del af familien. Den daglige kontakt skabte et nært forhold mellem lærer og elev. Mesteren var ansvarlig for eleven og opdragede ganske som hvis det var hans egen søn eller datter. Men selvfølgelig var der også mere almindelige elever, der bare kom og betalte for undervisning. Men det var ikke sådan, at man bare kunne komme og sige "nu vil jeg gerne være elev af dig"" forklarer Mester Tung. "Der skulle en grundig undersøgelse af elevens baggrund til. Det indebar, at man undersøgte hvilken beskæftigelse eleven havde haft før, om han havde været indblandet i kriminalitet, og forældre og bedsteforældre blev udspurgt om elevens karakter. Hvis eleven blev accepteret, skulle han gøre "kowtow", en handling som signerer oprettelsen af et seriøst forhold. Dette ritual indeholder en serie af ni buk for mesteren, tre dybe, tre mellem-dybe og tre korte buk. Dette blev først gjort for grundlæggeren af T'ai Chi, Chang San-Feng, og derefter for den nuværende mester. Selv om det ikke bliver gjort i Folkerepublikken nu, bliver det stadig gjort mange steder uden for Kina" siger Mester Tung "og hvis det ikke bliver gjort formelt, bliver det gjort uformelt i hjertet og sindet".
"Et andet aspekt af T'ai Chi Chuan, der generelt bliver overset i Vesten i dag, er akupunktur og urtemedicin" siger Mester Tung. "I det gamle Kina lærte alle mestre i kampkunst akupunktur og urtemedicin, fordi der ikke var ret mange læger dengang. Så de blev uddannet i både at helbrede og forebygge. Kampkunst var for at beskytte sig mod ondt, og akupunktur for at hjælpe det gode. De gamle mestre brugte nåle og urter i forbindelse med massage, og siden det var de nyeste elever der fik alt det hårde arbejde, var det dem der fik lov til at gnubbe og trykke. På den måde lærte eleven af det praktiske, og når hans træning var færdig, havde han erhvervet viden om meridianer, trykpunkter og urteremedier. De almindelige elever, der ikke boede hos mesteren, fik ikke denne træning."

MESTER TUNGS UNDERVISNING i Danmark og USA følger helt traditionelle linjer. Der bliver undervist i det langsomme T'ai Chi sæt (Yang stil), der består af 81 bevægelser. Øvede elever lærer forskellige parøvelser, der består af bevægelser fra det langsomme sæt, men også forskellige T'ai Chi sæt med våben som sværd, stokke og lanse. Mester Tung underviser i, hvordan man bruger hver enkelt bevægelse i selvforsvar, men med hensyn til selvforsvar, siger han: "per definition er T'ai Chi kampkunst. Men mange der kommer for at lære T'ai Chi er i dårlig form, og vi må først opbygge deres fysik, før de kan lære at bruge bevægelserne". Udover at opmuntre til at langtidsengagere sig i T'ai Chi, anbefaler Mester Tung seriøs træning hver dag. "Hvis man kun træner et par gange om ugen vil man godt nok få en sundere krop, men der vil ikke ske nogen dramatisk udvikling".

DET ER SVÆRT AT SIGE med få ord hvorfor T'ai Chi har en helbredende virkning på kroppen såvel som på sindet. Men bare det at T'ai Chi går så langsomt, får en ned i et tempo hvor man lægger mærke til hvordan man har det. Så kan man nå at sige "hov det føles ubehageligt at spænde der", og så kan man prøve at holde op med det. Når alting går så stærkt, når man ikke at lægge mærke til stress og spændinger.

T'AI CHI ER BLEVET undervist herhjemme siden begyndelsen af 70'erne. Dengang var der kun ganske få instruktører, og der var ikke mange, der overhovedet vidste, hvad T'ai Chi var. I dag er T'ai Chi udbredt i hele landet, og interessen for T'ai Chi vil utvivlsomt blive ved at øges for danskerne er begyndt at forstå, at i et samfund som vores, med alle de stress- og forureningssygdomme, som følger i kølvandet på det moderne samfund, er vi nødt til at finde en modvægt, der kan hjælpe os til at bevare vores sundhed og sjælelige balance.